onsdag den 30. juli 2008

Juli måned


Her er lidt om, hvad juli måned er gået med:

Mattias har jo købt en bil i Schweiz, så vi besluttede, at han skulle køre til Danmark og hente mig i begyndelsen af juli. Det passede også med at han kunne tage i sommerhus nogle dage med sine venner, så alle var glade:-)

Vi kørte så mod Zürich søndag den 6/7 og var fremme om aftenen. Allerede mandag skulle Mattias starte arbejde igen, så jeg havde de første dage for mig selv til lige at finde mig til rette og lure byen af.
En af de første dage skulle jeg til jobsamtale på en international skole, hvor der var mulighed for at få nogle idræts- og vikartimer. Der var en rigtig god samtale og jeg fik jobbet på stedet, så det var en stor lettelse og glæde. Jeg skal kun have 4 faste timer om ugen og så bliver der senere mulighed for lidt mere i form af støttetimer på børn med særlige behov og muligvis nogle vikartimer. Det virker i hvert fald helt ideelt for mig og det er rigtig fint, at det ikke drejer sig om flere timer, da jeg jo også har tilmeldt mig et universitetskursus i religionshistorie som fjernundervisning.

Allerede den følgende weekend kom Mattias' forældre Inge og Erik herned og hentede os, hvorefter vi kørte til Vierwaldstättersøen ved nær Luzern i Schweiz. Her boede vi fredag til søndag i et utroligt smukt og fredeligt område med udsigt over søen. Desværre var vi så uheldige, at vejrguderne ikke var med os, for det regnede stort set uafbrudt fra ankomst til afrejse. Men hyggeligt var det i hvert fald og vejret satte ikke en stopper for os, så vi kom da ud og fik oplevet omegnen og Luzern by. I Luzern så vi bl.a. Kapellbrücke (Europas ældste træbro), Løvemonumentet udført af Bertel Thorvaldsen, den gamle middelalderbymur Museggmauer og Hofkirche.

Løvemonumentet


Søndag kørte vi allesammen tilbage til Zürich, hvor Mattias' forældre overnattede hos os til mandag. Mandag viste vi Inge og Erik rundt i Zürich og senere på dagen drog de videre på deres ferie.


Mandag aften (14/7) ankom min familie, bestående af far, mor, Sandra og Mark, i Zürich.
Mattias begyndte arbejde om tirsdagen, så jeg legede turistguide med min familie fra tirsdag til fredag. Nogle af de ting vi har set og oplevet i Zürich og omegn er bl.a. Mellemeuropas største vandfald Rheinfall, Üetliberg udsigtspunkt og vandring derfra, byvandring i Zürich centrum og en hel masse shopping og kiggen på butikker.

Fredag den 18/7 kørte vi allesammen fra Zürich til Rom, hvor vi overnattede til lørdag.
Hele lørdag dag blev så brugt på at opleve fantastiske Rom. Først tog vi en bus til Vatikanet, hvor vi oplevede Vatikanmuseet, som bl.a. indeholde flotte malerier og skulpturer udført af Michelangelo og Rafael samt Det Sixtinske Kapel.
Derefter gik turen til Peters Kirken, som er det ubetinget mest imponerende syn, jeg nogensinde har set! Kirken er simpelthen enorm og udsmykket med de mest fantastiske malerier, mosaikker og skulpturer.
Dernæst stod vi i en lang kø for at komme ind og se Colosseum, men det var afgjort også ventetiden værd. Colosseum blev indviet i år 80 og det var her de berømte gladiatorkampe fandt sted.
Min indre dansk- og historielærer var fuldsstændig overstimulerede efter den dag.

Sidst på lørdag eftermiddag kørte vi længere sydpå til en campingplads ca. 100 syd for Rom, hvor vi skulle tilbringe den næste uge i en bungalow med udsigt over havet. Her oplevede vi hovedsageligt standen og poolen og fik spillet en masse Yatzy og Bezzerwizzer :-).
Senere på ugen tog vi dog en dag mere i Rom, hvor vi så Den Spanske Trappe og Pantheon og kigget på en masse fine butikker.

Det var en herlig tur :-)

Nu er Mattias og jeg tilbage i Zürich. Mattias er begyndt på arbejde igen, mens jeg stadig har et par ugers ferie, inden jeg skal begynde på mit job.
Jeg vender tilbage med nogle indtryk og beskrivelser af Zürich by snart.

Michelle

Ingen kommentarer: